Dette rollekort er specifikt for det dilemma, dagens spil handler om: Hvem skal betale for tab og skader?

Her er jeres opgaver:

• Først skal I læse denne side, der giver jer et overblik over, hvad der er på spil for jeres land i forhold til dagens dilemma. I kan finde nyttig statistik ved at trykke på lyspæren på den forrige side.
• I skal forberede en åbningstale på ét minut om de klimaudfordringer, jeres land står over for.
• Længere nede på siden kan I se de to mulige løsningspakker, som I senere skal forhandle med de andre EU-medlemslande om. Læs dem godt igennem.
• Derefter skal I beslutte jer for, hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes, er bedst. Når I har gjort det, skal I forsøge at skabe alliancer med andre EU-lande og overbevise dem om, at det er jeres foretrukne løsning, der er den bedste.
• Når forberedelsestiden er færdig, mødes I med de andre EU-lande om forhandlingsbordet. Nu gælder det om at komme med gode argumenter!

Kort og godt:

1. Læs rollekort og bilag godt igennem
2. Beslut jer for hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes, er bedst
3. Forbered en åbningstale på ét minut
4. Overbevis de andre lande!

Efter 2. verdenskrig lå Tysklands storbyer og ellers så omfattende økonomi i ruiner. Sovjetunionen satte sig tungt på Østtyskland (DDR), mens Vesten hurtigt fik gang i genopbygningen i Vesttyskland gennem bl.a. Marshall-hjælpen og massive investeringer. Derudover blev Vestttyskland medlem af Kul- og Stålunionen i 1956, hvilket skabte fundamentet for en vild økonomisk vækst op gennem 1950’erne og indtil 1980’erne – perioden blev også kendt som Wirtschaftswunder, hvor bilfabrikker, tung industri og kemikaliesektoren buldrede frem og blev verdensførende. Væksten havde dog også en bagside, nemlig en voldsom udledning af CO2 og andre drivhusgasser fra landets omfattende industri. 

I dag er Tyskland et af de rigeste lande i Europa med en BNP per indbygger på hele 350.000 kroner per år. Flere af EU’s østeuropæiske medlemmer har påpeget, at Tyskland derfor står relativt bedre rustet til at omstille deres økonomi til en mere klimavenlig praksis. Dels er befolkningen højtuddannet og kan hurtigt (efter)uddannes til klimavenlig produktion og dels har man den tekniske infrastruktur til at kunne blive verdensførende indenfor f.eks. solcelle- og brintproduktion. Tysklands regering vil dog gerne gå forsigtigt frem og sikre, at den grønne omstilling ikke kommer til at koste vækst og arbejdspladser i f.eks. bilindustrien, der beskæftiger op mod 2 millioner indbyggere.  
 

EU’s budget er på omkring 1.384 mia. kr. om året, og pengene kommer primært fra EU-landene selv. Traditionelt har budgettet været en politisk kampplads, hvor der udkæmpes store slag om, hvad EU’s penge skal bruges til, og hvordan de bliver brugt på en lang række forskellige områder: for eksempel støtte til landbrugsproduktion samt udvikling internt i EU eller udviklingsstøtte til lande uden for EU. Alt efter EU-landenes velstand beregnes det, hvor stort et beløb et bestemt medlemsland skal bidrage med til EU-budgettet. Langt den største del af pengene, omkring 90%, betales tilbage til EU-landene via for eksempel landbrugsstøtte og transportinfrastruktur. På grund af Tysklands velstand, bidrager I med mere end I får tilbage i EU-støtte, hvilket gør jeres land til ’netto bidragsyder’ i forhold til EU-budgettet. Størstedelen af de fattigere medlemslande, så som Ungarn og Polen, er derimod ’netto bidragsmodtagere’, hvilket betyder, at de modtager mere EU-støtte end de finansielle midler, de bidrager med til EU-budgettet.

Som grafikken ovenfor viser, er I den største bidragsyder til EU-budgettet blandt medlemslandene, og I bidrager med langt mere, end I får tilbage i EU-støtte. Det betyder dog bestemt ikke, at jeres land ikke drager fordel af EU-samarbejdet. Ligesom de andre EU-medlemslande modtager I for eksempel også landbrugsstøtte, der er en EU-støtte til de europæiske landmænd. I modtager også udviklingsstøtte gennem den såkaldte europæiske Samhørighedsfond. Dog er der ingen tvivl om, at der hvor jeres land får mest ud af samarbejdet er i forhold til det indre marked, hvilket gør indbyrdes handel mellem medlemslandene langt nemmere. Faktisk påpeger jeres politikere selv, at I er det land, som får allermest ud af EU’s indre marked sammenlignet med de andre medlemslande.

Ved dagens forhandlinger har I som tyske klimadiplomater to muligheder: I kan argumentere for løsningspakke 1, som vil betyde, at der skal findes helt nye penge til klimafonden, hvor de mest udledende og velstående EU-medlemsstater skal bidrage med mest. Dette kan vise sig at blive en uhyre dyr løsning for jeres land, da jeres befolkning både er et af EU’s rigeste og samtidig har en høj CO2-udledning per. indbygger (Se fakta-ark). Derfor kan jeres land måske hælde mere til løsningspakke 2, hvor de ’nye penge’ til klimafonden findes ved at lave om i EU-budgettet. Dette vil konkret betyde, at Tyskland ikke skal betale flere penge, end I allerede gør, fordi I allerede har betalt ind til EU-budgettet. Til gengæld vil en større del af EU-budgettet skulle gå til udviklingsbistand til lande udenfor EU, og så skal der jo spares andre steder i budgettet. Dette er dog ikke uden omkostninger – heller ikke for jeres land: hvis der spares på f.eks. landbrugsstøtten, betyder det, at penge til klimafonden bliver på bekostning af støtte til tyske landmænd. Det kan give massiv politisk modstand blandt de befolkningsgrupper, der bliver ramt af omrokeringer i EU-budgettet. Løsningspakke 2 vil måske være billigst for jeres land, men hvilken løsningspakke vil gøre jer mindst/mest upopulære derhjemme?

Jeres land er et foregangsland, når det gælder den grønne omstilling. Det skyldes til dels, at I har haft held med at omstille jeres økonomi til grønnere produktionsformer, uden at det er gået ud over den økonomiske vækst. Jeres politikere er dog klare over, at jeres lands velstand har medført enorme CO2-udledninger, særligt efter den tyske industris opblomstring i 1950’erne og 1960’erne. Derfor er den globale klimaretfærdighed vigtig for jeres regering. En vigtig indsats i den tyske klimapolitik er at yde finansiel støtte til klimasårbare lande, der ikke har de økonomiske forudsætninger til at stå imod de voldsomme klimaforandringer, som jeres land har været med til at skabe. I 2023 har jeres land bl.a. hævet jeres klimabistand med 7,5 milliarder kroner sammenlignet med år 2022. I EU-sammenhænge presser jeres regering dog på for, at hele EU-fællesskabet tager ansvar for at bidrage til klimaretfærdigheden: Jeres politikere har gentagne gange understreget, at alle medlemslandene hver især har et ansvar.

Jeres miljøminister udtalte ved det seneste klimatopmøde, COP28, at solidaritet med udviklingslande er en af de øverste prioriteringspunkter på den tyske regerings politiske dagsorden. Derfor er I også et af de lande, der allerede har bidraget med et af de største individuelle bidrag til klimafonden på 679 millioner kroner, der kun er overgået af Italien og Frankrig.

Pressemeddelelse: Motorveje spærret Udtalelse fra handelsdiplomat