Skip links

Tyskland

Generel info om landet

I er en delegation af klimadiplomater, der repræsenterer den tyske regering, og I har ansvaret for at lægge en strategi for dagens forhandlinger, der stemmer overens med Tysklands interesser. Her er jeres opgaver:

  • Først skal I læse dette rollekort, der giver jer en introduktion til, hvad det er for et land, I repræsenterer og hvilke udfordringer det står overfor i forhold til klimaforandringer – klik på megafonen og lyspæren i toppen af siden for at få ekstra information.
  • Når I er færdige med dette rollekort, skal I bladre videre til det næste rollekort, som er specifikt for det dilemma, spillet handler om. Her vil I også blive introduceret for to mulige løsningspakker, som I senere skal forhandle med de andre EU-medlemslande om.
  • I skal læse det næste rollekort og de forskellige bilag (lyspære og megafon) godt igennem.
  • Derefter skal I beslutte jer for, hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes er bedst. Når I har gjort det, skal I forsøge at skabe alliancer med andre EU-lande og overbevise dem om, at det er jeres foretrukne løsning, der er den bedste.
  • Når forberedelsestiden er færdig, mødes I med de andre EU-lande om forhandlingsbordet. Nu gælder det om at komme med gode argumenter for løsningspakke 1 eller 2!

Kort og godt:
1) Læs rollekort og bilag godt igennem
2) Beslut jer for hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes, er bedst (næste side)
3) Overbevis de andre lande!

Hovedstad: Berlin
Indbyggertal: 84,3 millioner (EU’s mest folkerige land)
Styreform: Forbundsrepublik
Officielt sprog: Tysk
Valuta: Euro

I kommer fra et af de seks oprindelige EU-medlemslande (dengang Vesttyskland), som med sine 348.672 kvadratkilometer er blandt EU’s største. Faktisk er Tyskland så stort og magtfuldt at spøgefugle har udtalt, at EU er ‘Tyskland med noget rundt om’. Det er i hvert fald et faktum, at hvis noget skal ske i EU, så skal Frankrig og Tyskland ofte være enige først. Klik på megafonen og lyspæren i toppen af siden for mere generel information om Tyskland.

Tyskland har en række meget konkrete udfordringer, når det kommer til klimaforandringer, og nøgleordene for dem er: Afhængighed af kul og gas, oversvømmelser og transport.

Jeres land ligger i den høje ende, når man kigger på drivhusgasudledninger fordelt på EU’s medlemslande: I Tyskland udledes der årligt 9,1 tons drivhusgasser per indbygger i gennemsnit, hvilket er ca. 50% mere end i andre store EU-lande som Frankrig, Italien og Spanien. Klik på lyspæren i toppen af siden for at sammenligne med de andre EU-lande, der deltager i dagens forhandlinger.

84% af Tysklands energiforbrug kommer fra fossile energikilder. Tyskerne har især været afhængige af billig gas fra Rusland og brunkul fra bl.a. Ruhrdistriktet, Brandenburg og Sachsen. Begge dele forsøger man dog at udfase og erstatte med grønne alternativer.

Indtil Rusland invaderede Ukraine i 2022, var Tyskland den suverænt største importør af billig, russisk gas. 45% af EU’s gasforbrug kom indtil krigen fra Rusland, mens tallet for Tyskland var helt oppe på 52%. Et år efter invasionen er man nede på at 22% af gassen kommer fra Rusland, da man i stedet er begyndt at importere fra Norge og Holland og har anlagt nye havneterminaler, hvor man kan få flydende naturgas fra f.eks. Asien. Nogle mener, at Tyskland skulle have udnyttet krisen til at satse endnu mere på vedvarende energikilder, der fortsat blot leverer til 16% af energiforbruget.

Derudover er Tyskland fortsat afhængig af kul og landet råder over Europas største kulreserver. Derfor er det fristende for Tyskland at fortsætte med at udvinde og afbrænde kul til energiproduktionen. Tyske megamaskiner udgraver fortsat brunkul, hvilket løbende er resulteret i store protestaktioner som i landsbyen Lützerath, hvor Greta Thunberg blev anholdt sammen med tusindvis af tyskere. Den tyske regering planlægger dog at udfase kul fuldstændigt, når der er bedre styr på gasleverancerne, der trods alt udleder mindre CO2 end kul.

Tyskland er verdenskendt for sin bilindustri, der beskæftiger op mod 2 millioner indbyggere. Bilfabrikker som Volkswagen, Audi og Mercedes er helt centrale i Tyskland, men kæmper nu med den grønne omstilling, hvor der stilles hårde krav i EU, mens bilfabrikanter i f.eks. Kina og USA kan producere videre under andre vilkår. Det er blot et eksempel på en industri, hvor Tyskland skal finde balancen mellem profit, arbejdspladser og en helt nødvendig omstilling til en mere bæredygtig produktion.

Der er ingen lang kyststrækning i Tyskland, men de fleste tyskere bor tæt på store floder som Rhinen, Elben og Donau. Klimaforandringerne har betydet at disse floder oftere går over deres bredder i forbindelse med voldsomt vejr. I sommeren 2021 resulterede flere skybrud i massive oversvømmelser, hvor 200 mennesker omkom - heriblandt en dansk pige på 15 år. Et panel af videnskabsfolk er siden kommet frem til, at klimaforandringer bidrog til at dette kunne ske og at Tyskland – ligesom mange andre EU-lande – er særligt udsatte i områder omkring floder og kyster.

Fordi Tyskland er et tætbefolket land, er det også en udfordring at finde plads til for eksempel nye vindmølleparker, solparker og andre grønne initiativer, der kræver plads.

Selvom I møder en del modstand mod klimainitiativer fra befolkningen og andre politikere i jeres land, er I blandt de EU-lande, der ønsker, at EU skal have en ambitiøs klimapolitik. I har forpligtet jer til at bidrage til de mål, som EU’s medlemslande selv har fastsat i Den Europæiske Grønne Pagt og EU’s klimalov i 2020. Her har medlemslandene forpligtet sig til:

  • At EU's samlede udledning af drivhusgasser reduceres med 55 procent i 2030 i forhold til 1990
  • At EU som en samlet blok skal være klimaneutral senest i 2050

Tyskland har desuden vedtaget en mere aggressiv national klimalov, klimaschutzgesetz, der forpligtiger landets regering til at nedbringe udledningerne med 65% inden 2030 og opnå klimaneutralitet inden 2045 - altså fem år før EU’s mål. Derudover har den tyske kansler lovet, at 80% af al elektricitet vil blive produceret med vedvarende kilder i 2030, hvilket vil kræve en hård opbremsning i forhold til brugen af kul og gas.

Næste