Dette rollekort er specifikt for det dilemma, dagens spil handler om: Hvem skal betale EU’s klimatold?

Her er jeres opgaver:   

• Først skal I læse denne side, der giver jer et overblik over, hvad der er på spil for jeres land i forhold til dagens dilemma. I kan finde nyttig statistik ved at trykke på lyspæren på den forrige side.  
• Længere nede på siden kan I se de to mulige løsningspakker, som I senere skal forhandle med de andre EU-medlemslande om. Læs dem godt igennem.
• Derefter skal I beslutte jer for, hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes, er bedst. Når I har gjort det, skal I forsøge at skabe alliancer med andre EU-lande og overbevise dem om, at det er jeres foretrukne løsning, der er den bedste. 
• Når forberedelsestiden er færdig, mødes I med de andre EU-lande om forhandlingsbordet. Nu gælder det om at komme med gode argumenter! 

Kort og godt:  

• Læs rollekort og bilag godt igennem
• Beslut jer for hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes, er bedst
• Forbered en åbningstale på ét minut
• Overbevis de andre lande!

Siden 2005 har Tyskland deltaget i EU’s ’cap & trade’-system, hvor virksomheder indenfor seks C02-tunge industrier har måtte købe sig til retten til at udlede. Kvotehandlen har med tiden tvunget udledningen nedad i medlemslandene, men det er ikke alle sektorer, der er omfattet af EU’s kvotesystem. 

Derfor gik Tyskland i 2021 skridtet længere og indførte nationale kvotesystemer, så varme- og brændstofproducenter også skal betale for deres udledninger (225 kroner per ton udledt CO2 i 2023, men prisen vil stige år for år). Loven blev kaldt Brennstoffemissionshandelsgesetz. Hensigten er at det tyske kvotesystem med tiden skal omfatte alle CO2-udledende sektorer og i 2023 udvidede man systemet til også at omfatte byggeriet. Disse ekstra initiativer indgår i Tysklands storstilede plan om at blive klimaneutrale inden 2045 – fem år før EU’s mål i 2050.   

Der er ingen tvivl om, at den tyske regering er helt fremme i de grønne sko, men man har bestemt også øje for virksomhedernes vilkår på globalt plan. Som Gunnar Groebler, der er administrerende direktør ved den tyske stålproducent Salzgitter AG, udtalte til Information i 2022:
”Jeg vil brede det skæbnespørgsmål ud, som vi står i med den her krise: Står vi foran en afindustrialisering af Tyskland – og vil vi som samfund overhovedet holde på den her slags nøgleindustrier i Europa? På lidt længere sigt er spørgsmålet: Lykkes det os at dekarbonisere vores energiforsyning? Det kæmper vi fortsat for på trods af krisen. Kun med en grøn omstilling kan vi og Tyskland sikre vores industrielle fremtid.”

Citatet er udtryk for den generelle holdning i den tyske industri: Den grønne omstilling er en kæmpe mulighed, men det kræver at EU og den tyske stat beskytter industrien gennem regler og milliardinvesteringer. Der er uden tvivl meget på spil. Det tyske landbrug, industrien og transportsektoren beskæftiger millioner af arbejdere, der ikke må tabes på gulvet i processen.

Den tyske regering skriver: ”Paris-aftalen repræsenterer et vigtigt skrift frem mod en global koordinering af klima-indsatsen, men den skaber ikke lige konkurrencevilkår på globalt plan. Derfor er det vigtigt, at man på europæisk plan indfører regler der forhindrer, at CO2-tunge industrier flytter deres produktion til lande uden CO2-kvotehandel”. Med andre ord: Hvis man ikke indfører en klimatold, vil det blot flytte udledningerne ud til andre lande og skade tyske virksomheders konkurrenceevne.   
 
EU’s klimatold, også kaldet CBAM, skal netop beskytte konkurrenceevnen ved at få virksomheder udenfor EU til at betale en told, der svarer til den kvotepris virksomheder i EU betaler for deres udledninger. Den tyske regering er klar tilhænger af CBAM, men har modtaget kritik for, hvor ufatteligt indviklet det er for virksomhederne at opgøre CO2-udledningerne i forbindelse med import. Wolfgang Grosse fra den tyske sammenslutning af kemivirksomheder (VCI) udtalte: “CBAM vil skabe et ufatteligt bureaukratisk kaos.” 
 
Ikke desto mindre vil regeringen presse på for CBAM’s indførelse så snart som muligt. Størstedelen af Tyskland virksomheder og NGO’er er også meget positive og ser frem til, at CBAM forhindrer udflytning af produktionen og tvinger virksomheder udenfor EU til at producere mere klimavenligt.

Analytikere har påpeget af klimatolden kan ramme socialt skævt. Eksportvirksomheder i lavindkomstlande vil opleve en pludselig forringelse af deres konkurrencevne og mange må givetvis lukke deres virksomheder fordi klimatolden gør deres varer for dyre. Derfor er spørgsmålet om EU-landene, skal lade lavindkomstlande slippe med ingen eller kun en lav CO2-told?

Den tyske industri hælder mest til at indføre en ens CO2-told for eksportører i alle lande udenfor EU, mens civilsamfundet (for eksempel NGO’er som Oxfam), mener, at tolden skal afhænge af landets indkomstniveau og først indfases, når EU vurderer, at det er rimeligt. Begge løsninger har fordele og ulemper – både for klimaet og EU-virksomhederne konkurrenceevne. 
 
Tyskland har gennem mange år taget ansvar for at hjælpe fattige lande med at nedbringe deres CO2-udslip, og regeringen lægger op til, at fattige lande kan komme med i en ’klimaklub’, hvor man vil modtage finansiel og teknologisk støtte, så klimatolden ikke rammer så hårdt, når den er fuldt indfaset i 2026.  

Meddelelse fra generaldirektør i Deutsches Industri SMS fra canadisk handelsdiplomat