Skip links

Spanien

Hvem skal betale EU’s klimatold?

Dette rollekort er specifikt for det dilemma, dagens spil handler om: Hvem skal betale EU’s klimatold?

Her er jeres opgaver:  
 

  • Først skal I læse denne side, der giver jer et overblik over, hvad der er på spil for jeres land i forhold til dagens dilemma. I kan finde nyttig statistik ved at trykke på lyspæren på den forrige side.  
  • Længere nede på siden kan I se de to mulige løsningspakker, som I senere skal forhandle med de andre EU-medlemslande om. Læs dem godt igennem.
  • Derefter skal I beslutte jer for, hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes, er bedst. Når I har gjort det, skal I forsøge at skabe alliancer med andre EU-lande og overbevise dem om, at det er jeres foretrukne løsning, der er den bedste. 
  • Når forberedelsestiden er færdig, mødes I med de andre EU-lande om forhandlingsbordet. Nu gælder det om at komme med gode argumenter! 

Kort og godt 

  • Læs rollekort og bilag godt igennem
  • Beslut jer for hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes, er bedst
  • Forbered en åbningstale på ét minut
  • Overbevis de andre lande!

Spanien har siden år 2005 deltaget i EU’s interne CO2-kvotesystem også kaldet cap-and-trade-systemet, der har tvunget EU’s medlemsstater til at udlede mindre CO2. Selvom det ikke er alle industrielle sektorer, der er omfattet af cap-and-tradesystemet, regulerer det i dag omkring 50% af al den CO2, der udledes i EU. De spanske industrielle sektorer har derfor været omfattet af de CO2-kvoter, der indgår i cap-and-trade-systemet. Særligt de spanske energisektorer, den CO2-tunge industri og luftfarten har været underlagt CO2-afgifter. 
 
Dog klinger ordet CO2-afgift hult blandt jeres befolkning, idet den spanske økonomi generelt er præget af perioder med høj inflation, høj arbejdsløshed og stor ulighed. Jeres befolknings største bekymring er derfor opretholdelse af privatøkonomien, og her er spanierne nervøse for, hvad CO2-afgifter har af konsekvenser for stigende forbrugerpriser. Derfor eksisterer der heller ikke noget internt CO2-kvotesystem i Spanien ud over jeres lands forpligtelser i cap-and-tradesystemet. Blandt medlemslandene ved forhandlingsbordet i dag er Spanien det land, der har færrest implementerede CO2-afgifter. 
 
Blandt de spanske klimaeksperter eksisterer der dog ingen tvivl om, hvorvidt deltagelsen i cap-and-trade-systemet er tilstrækkeligt til, at Spanien kan nå sine klimamål: Svaret er et rungende nej. Jeres land er et af de europæiske lande, der allerede nu mærker allermest til klimaforandringerne bl.a. i form af massive tørkeperioder og skovbrande. Spanien befinder sig altså i et stort dilemma, når det gælder indførelsen af CO2-afgifter: På den ene side kan indførelsen af klimapolitik, der i sidste ende vil betyde stigende priser og øget arbejdsløshed, føre til modstand blandt jeres befolkning, hvilket kan give store bagslag for den grønne omstilling i Spanien. På den anden side har klimaforandringerne allerede så store konsekvenser, at flere sektorer er særdeles udfordrede, specielt landbrugssektoren, der ellers er en vigtig bidragsyder i den spanske økonomi, har store økonomiske udfordringer grundet fejlslåede høster i tørkeperioder.

For at EU skal kunne nå sine klimamål i Fit for 55, er Europa-Parlamentet blevet enige om, at cap-and-trade-systemet skal udvides, så de gratis kvoter for de CO2-tunge sektorer gradvist udfases. I første omgang gælder dette produktion af stål, jern, aluminium, cement og gødning. Dette har dog skabt massiv økonomisk bekymring blandt de europæiske befolkninger og virksomheder, da udvidelsen vil gøre europæiske varer dyrere og dermed mindre konkurrencedygtige. Her er jeres lands varer ikke en undtagelse. 
 
Derfor er Spaniens politikere særdeles åbne for implementeringen af en told, der kan sikre, at de spanske virksomheder ikke bliver udkonkurreret af billigere varer udenfor EU. Feedbacken på EU’s forslag om indførelsen af en klimatold ved EU’s grænser (også kaldet CBAM) har derfor været overvejende positiv blandt de spanske politikere og virksomheder. Dog er den spanske bil- og maskinindustri uenige i, at CBAM skal implementeres på lige vilkår for alle lande udenfor EU, da den er særdeles afhængig af billig import af stål og andre metaller fra bl.a. Tyrkiet og Indien, som vil blive dyrere med CBAM. Derfor mener bil- og maskinindustrien, der skal være undtagelser indenfor tolden, alt efter hvor massivt den vil ramme det europæiske handelsmarked. På den anden side vil undtagelser af eksempelvis import af stål betyde, den spanske stålindustri bliver sat under pres.

Én ting er sikkert: Spanien ønsker, CBAM bliver implementeret, så de spanske borgere og virksomheder beskyttes mest muligt. Flere politiske analytikere er nervøse for, hvad øget inflation ved prisstigninger for den spanske befolkning kan give af modstand mod EU’s grønne omstilling. Derfor tales der varmt for, CBAM bliver implementeret på en måde, der skåner de spanske borgere.

Selvom Spanien er positivt indstillet overfor implementeringen af CBAM, er den også blevet kritiseret for at være socialt uretfærdig overfor fattigere lande uden for EU, der vil blive økonomisk hårdt ramt af en klimatold på deres eksportvarer til EU. Her går kritikken på, EU-landene i gennemsnit er bedre stillede til at modstå de økonomiske konsekvenser af en klimatold. Samtidig har de europæiske befolkninger nogle af de største klimaaftryk i verden, hvorfor kritikerne mener, det derfor også er EU, der må betale prisen for dyr klimapolitik.  
 
Flere af de største spanske virksomheder har udtrykt bekymring for, hvad en implementering af CBAM uden nogen form for undtagelser kan give af spændinger det internationale handelsmarked: Energiproducenten, Iberdrola, har bl.a. udtrykt bekymring for, hvorvidt en fuld implementering af CBAM kan starte en handelskrig, som man så det, da USA indførte told på kinesiske varer. Foreningen for cementimportører, ASEINCE, er for en fuld implementering, men er bekymrede for, hvordan det kan blive på bekostning af den sociale retfærdighed. 
 
Ikke desto mindre mener spanske politikere, det er afgørende med en mekanisme som CBAM for, at EU kan nå sine klimamål. Hertil mener politikerne, at det absolut ikke er socialt retfærdigt over for de spanske forbrugere, at de skal ende med regningen for udvidelsen af kvotesystemet. Jeres økonomi er sårbar, og derfor argumenterer jeres regering for, at CBAM skal implementeres på lige vilkår for alle. 

Løsningspakker

Hvem skal betale EU's klimatold?

Klik her

Pressemeddelelse fra Foreningen for Stålproducenter

Løsningspakke 1 vil gøre op med den konkurrencemæssige diskrimination, industrien har oplevet det seneste årti. Endelig bliver der taget stilling til, at de europæiske metalproducenter lider under EU’s kvotesystem. Vi bakker op om forslaget om fuld implementering!

Radiointerview:

Analytiker Sara Lopéz, fra NGO’en Greener Tomorrow siger i et interview på den landsdækkende radiokanal, Sonido: “Vi ved slet ikke, hvor store konsekvenser CBAM kan have for lande som Sydafrika, Brasilien eller andre storeksportører til det europæiske marked. Det er på tide, EU tager globalt ansvar for sine CO2-udledninger.”

Pressemeddelelse fra Foreningen for Stålproducenter

Løsningspakke 1 vil gøre op med den konkurrencemæssige diskrimination, industrien har oplevet det seneste årti. Endelig bliver der taget stilling til, at de europæiske metalproducenter lider under EU’s kvotesystem. Vi bakker op om forslaget om fuld implementering!

Radiointerview:

Analytiker Sara Lopéz, fra NGO’en Greener Tomorrow siger i et interview på den landsdækkende radiokanal, Sonido: “Vi ved slet ikke, hvor store konsekvenser CBAM kan have for lande som Sydafrika, Brasilien eller andre storeksportører til det europæiske marked. Det er på tide, EU tager globalt ansvar for sine CO2-udledninger.”