Dette rollekort er specifikt for det dilemma, dagens spil handler om: Hvem skal betale EU’s klimatold?

Her er jeres opgaver:   

• Først skal I læse denne side, der giver jer et overblik over, hvad der er på spil for jeres land i forhold til dagens dilemma. I kan finde nyttig statistik ved at trykke på lyspæren på den forrige side.  
• Længere nede på siden kan I se de to mulige løsningspakker, som I senere skal forhandle med de andre EU-medlemslande om. Læs dem godt igennem.
• Derefter skal I beslutte jer for, hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes, er bedst. Når I har gjort det, skal I forsøge at skabe alliancer med andre EU-lande og overbevise dem om, at det er jeres foretrukne løsning, der er den bedste. 
• Når forberedelsestiden er færdig, mødes I med de andre EU-lande om forhandlingsbordet. Nu gælder det om at komme med gode argumenter! 

 Kort og godt:  

• Læs rollekort og bilag godt igennem
• Beslut jer for hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes, er bedst
• Forbered en åbningstale på ét minut
• Overbevis de andre lande!

Jeres land har siden 2005 deltaget i EU’s eget interne kvotesystem, også kaldet cap-and-trade-systemet, der regulerer forskellige europæiske sektorers CO2-udledninger. Europas mange producenter af kunstgødning, elektricitet, cement og metal hører til blandt EU’s store klimaforurenere, men fordi de er i hård konkurrence med virksomheder i resten af verden, slipper de i dag for at være omfattet af cap-and-trade-systemet og betale for den CO2, de udleder. Efter et forslag fra Europa Kommissionen blev der i løbet af 2022 og 2023 forhandlet om en klimatold i EU – også kaldet CBAM. Med en klimatold i EU skal disse store klimasyndere begynde at betale for deres forurening i det interne kvotesystem, men hvor de samtidig beskyttes mod unfair konkurrence fra andre producenter uden for EU, som forurener uden at betale.   

Ud over de CO2-afgifter, der indgår i EU’s cap-and-trade-system, har de enkelte medlemslande selv været ansvarlige for grønne afgifter, hvilket har medført en stor ulighed i klimakampen blandt de forskellige lande. Frankrig har siden 1960’erne været en pioner i grønne afgifter. Eksempelvis blev der allerede i 1964 indført en vandafgift i jeres land for at mindske overforbrug, og i 2019 introducerede Frankrig en grøn afgift på flybilletten. Men siden 2010, hvor et forslag til en skat på alle CO2-udledninger inden for industri, fiskeri, transport og landbrug m.m. blev nedstemt i det franske parlament, har Frankrig gjort meget lidt for at introducere flere grønne afgifter i landet.  

Denne grønne handlingslammelse blev cementeret i 2018, da Frankrigs præsident Emmanuel Macron prøvede at indføre en brændstofafgift på dieselbiler med begrundelsen, at elbiler var klimavenlige. Som følge af denne afgift opstod den politiske bevægelse ’De gule Veste’, som postulerede, at en brændstofafgift på dieselbiler ville ramme de franske borgere med lav indkomst, der ikke har råd til at købe elbiler. Hele 70% af befolkningen støtter op om De gule Vestes protester, som har været så voldsomme og har haft så stor opbakning blandt franskmændene, at regeringen måtte indlede et taktisk tilbagetog: Først blev brændstofafgiften udskudt og senere aflyst. 

Da De gule Veste har tilhængere på tværs af den politiske skala, er bevægelsen et godt eksempel på franskmændenes ambivalente forhold til afgifter på CO2-udledninger. De mere skeptiske og pessimistiske holdninger findes på de politiske yderfløje, hvor der er en udpræget frygt for, at klimaskatter generelt bliver dyrere for husstande med lav indkomst, og mere specifikt betvivler mange franskmænd, at klimatolden overhovedet vil føre til en sænkning af drivhusgasserne.  

Til trods for det franske folk er skeptisk og pessimistisk overfor grønne afgifter, kan det samme ikke siges om politikerne eller NGO’erne. Siden 1995, hvor den daværende præsident Jacques Chirac først foreslog en klimatold ved de europæiske grænser, har samtlige efterfølgende præsidenter på tværs af den politiske skala bakket op om idéen. Specielt Macron har arbejdet meget hårdt for at få indført en klimatold ved EU’s grænser, så europæisk handel ikke bliver straffet i EU’s klimakamp. 

Den franske regering skriver om den nye klimatold: ”CBAM er en stor udvikling for klimaet og landbruget og et afgørende skridt for at opfylde klimamålene og skabe retfærdighed for de europæiske producenter, som engagerer sig i den grønne omstilling. Med CBAM kan EU styrke sine miljøindsats, hvilket vil tilskynde alle producenter til at engagere sig i en grønnere produktion. Tolden hjælper os desuden med at nå vores klimamål med positive konsekvenser for vores industrielle suverænitet i EU. Det er et af de vigtigste elementer i Fit for 55.” 

Holdningerne til klimaretfærdighed er en finurlig størrelse i Frankrig, hvor man ofte taler om en decideret splittelse mellem nationale interesser og europæisk solidaritet på klimaområdet.  

Historisk set har Frankrig været foregangsland i klimakampen med politiske initiativer allerede i 1970’erne, hvor man søgte at reducere landets drivhusgasemissioner. Dette forklarer både, hvorfor præsident Jacques Chirac allerede i 1995 foreslog en supranational klimatold ved alle europæiske grænser, og hvorfor samtlige franske præsidenter siden da har kæmpet for samme told. 

Selvom klimatolden er blevet kritiseret for protektionisme, dvs. at være social uretfærdig overfor de fattige udviklingslandene, som gerne vil eksportere til EU, støtter de fleste franske partier op om europæisk solidaritet. Der er dog fortsat en frygt for økonomiske tab på nationalt niveau selv med en fuld implementering af klimatolden. Af denne grund har Frankrig altid ønsket ikke at inkludere energiafgifter i klimatolden, da dette ville besværliggøre klimakampen for landet. Frankrigs måde at sænke deres drivhusgasemissioner siden 1970’erne har nemlig været ved hjælp af atomkraft, så en energiafgift ville blive dyrt for landet. 

Dette har ikke huet de franske NGO’er, som i 2018 sagsøgte den franske stat for at fejle i sin klimahåndtering og ikke leve op til sine grønne forpligtelser. Staten blev kendt skyldig af den franske domstol med forklaringen, at regeringens politik er ”ansvarlig for noget af den miljømæssige skade, der er set.”  

Pressemeddelelse fra NGO’en Green Europe Now! SoMe-post fra NGO’en Social Equity not Equality