Ungarn
Generel info om landet
I er en delegation af klimadiplomater, der repræsenterer den ungarske regering, og I har ansvaret for at lægge en strategi for dagens forhandlinger, der stemmer overens med Ungarns interesser. Her er jeres opgaver:
- Først skal I læse dette rollekort, der giver jer en introduktion til, hvad det er for et land, I repræsenterer og hvilke udfordringer det står overfor i forhold til klimaforandringer – klik på megafonen og lyspæren i toppen af siden for at få ekstra information.
- Når I er færdige med dette rollekort, skal I bladre videre til det næste rollekort, som er specifikt for det dilemma, spillet handler om. Her vil I også blive introduceret for to mulige løsningspakker, som I senere skal forhandle med de andre EU-medlemslande om
- I skal læse det næste rollekort og de forskellige bilag (lyspære og megafon) godt igennem.
- Derefter skal I beslutte jer for, hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes er bedst. Når I har gjort det, skal I forsøge at skabe alliancer med andre EU-lande og overbevise dem om, at det er jeres foretrukne løsning, der er den bedste.
- Når forberedelsestiden er færdig, mødes I med de andre EU-lande om forhandlingsbordet. Nu gælder det om at komme med gode argumenter for løsningspakke 1 eller 2!
Kort og godt:
1) Læs rollekort og bilag godt igennem
2) Beslut jer for hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes, er bedst (næste side)
3) Overbevis de andre lande!
Hovedstad: Budapest
Indbyggertal: 9,6 mio.
Styreform: Republik
Officielt sprog: Ungarsk
Valuta: Forint
I kommer fra Ungarn, der blev medlem af EU i 2004 sammen med ni andre østeuropæiske lande. Indtil 1990 var I stærkt prægede af Sovjetunionens indflydelse og levestandarden i Ungarn var relativt lav. EU-medlemskabet ses derfor fortsat som en mulighed for økonomisk vækst og øget velstand og i mindre grad som et fællesskab der skal presse på for grøn omstilling og demokratiske værdier. Derfor kommer Ungarn ofte ud i nogle heftige diskussioner om grønne ambitioner og krav fra EU. I ved dog godt at EU ikke kan undvære jer, da I er:
- Et godt marked med mange forbrugere
- En kilde til veluddannet arbejdskraft for resten af EU
Klik på megafonen og lyspæren i toppen af siden for mere generel information om Ungarn.
Ungarn har en række meget konkrete udfordringer, når det kommer til klimaforandringer, og nøgleordene for dem er: Afhængighed af russisk gas, begrænset vedvarende energi og manglende politisk initiativ.
Jeres land ligger faktisk i den lave ende, når man kigger på drivhusgasudledninger (GHG) fordelt på EU’s medlemslande: I Ungarn udledes der årligt 5,8 tons drivhusgasser per indbygger i gennemsnit, hvilket er mindre end i andre EU-lande som Tyskland, Polen, Holland og Danmark. Klik på lyspæren i toppen af siden for at sammenligne med de andre EU-lande, der deltager i dagens forhandlinger.
87% af Ungarns energiforbrug kommer fra fossile energikilder, hvilket er det næsthøjeste blandt landene, der er med i dag. Ungarn har især været afhængige af billig gas, olie og atomenergi fra Rusland og man har gået enegang i EU ved at fortsætte importen fra Rusland selv efter invasionen af Ukraine. Så sent som i april 2023 indgik Ungarn en aftale med Rusland om opførelsen af to nye atomreaktorer. Atomenergi står i forvejen for næsten halvdelen af Ungarns strømproduktion og Ruslands rolle har ført til store spændinger mellem Ungarn og resten af EU.
Den ungarske regering mener, som den tyske og polske, at der skal ske en ‘just transition’ - en socialt retfærdig grøn omstilling – og at man ikke må gå for hurtigt frem og skabe arbejdsløshed. Dette dækker dog også over en meget uambitiøs tilgang fra regeringen, hvor man kun lige netop gør tilstrækkeligt til at undgå konflikt med de øvrige EU-lande.
Ungarn er et stort landbrugsland og cirka 80% af landet er dækket af marker, der er sårbare overfor tørke og oversvømmelser. Fra 2010-2019 var der dobbelt så mange tørkeperioder som i de foregående årtier, hvilket har en stor negativ indvirkning i et land, hvor landbruget bidrager med næsten 3% af bruttonationalproduktet (0,4% i Danmark).
En af de største hindringer for Ungarns grønne omstilling er en fælles, koordineret indsats på alle politiske niveauer. Regeringen går langsomt frem med grønne initiativer af frygt for at møde stor folkelig modstand fra særligt landbrugssektoren. Der ydes minimal støtte til grønne industrier og tiltag. Det ses bl.a. på strategien for energi, hvor man over de næste 30 år vil erstatte gassen med en lang række nye atomkraftværker i stedet for vedvarende energikilder som sol, vind og vandkraft.
På trods af en betydelig folkelig modstand mod den grønne omstilling, har I forpligtet jer til at bidrage til de mål, som EU’s medlemslande selv har fastsat i Den Europæiske Grønne Pagt og EU’s klimalov i 2020. Her har medlemslandene forpligtet sig til:
- At EU's samlede udledning af drivhusgasser reduceres med 55 procent i 2030 i forhold til 1990
- At EU som en samlet blok skal være klimaneutral senest i 2050
Disse ambitiøse mål skal ikke nås af alle – nogle lande skal gå mere aggressivt til værks mens andre må gå mere langsomt frem. Ungarn er et af de lande, der af historiske og økonomiske årsager vil skære mindre i udledningerne af drivhusgasser (GHG). Ungarn forventes at være klimaneutralt i år 2050, men det vil kræve en stor indsats, da udledningen i 2021 var på niveau med 2010.