Dette rollekort er specifikt for det dilemma, dagens spil handler om: Hvor meget skal medlemslandene nedbringe deres udledninger og skal de rige lande investere i de fattige?

Her er jeres opgaver:  

• Først skal I læse denne side, der giver jer et overblik over, hvad der er på spil for jeres land i forhold til dagens dilemma. I kan finde nyttig statistik ved at trykke på lyspæren på den forrige side.  
• Længere nede på siden kan I se de to mulige løsningspakker, som I senere skal forhandle med de andre EU-medlemslande om. Læs dem godt igennem.

• Derefter skal I beslutte jer for, hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes er bedst. Når I har gjort det, skal I forsøge at skabe alliancer med andre EU-lande og overbevise dem om, at det er jeres foretrukne løsning, der er den bedste  
• Landene har så mange karameller (milliarder euro) til rådighed, hvilket afspejler deres økonomis størrelse og råderum i forhold til at kunne investere i den grønne omstilling:
  Tyskland: 38, Frankrig: 26, Holland: 10, Danmark: 4, Italien: 0, Polen: 0, Ungarn: 0, Spanien: 0.
  Hvis I har karameller til rådighed, skal I overveje, hvilke lande I vil investere i (i hvad og hvor meget?). Hvis I ikke har karameller, skal I lægge en strategi for, hvordan I gerne vil tiltrække grønne investeringer.  
• Når forberedelsestiden er færdig, mødes I med de andre EU-lande om forhandlingsbordet. Vi lægger ud med at høre en åbningstale på ét minut per land, hvor I fortæller, hvilke udfordringer klimaforandringerne skaber I jeres land. Nu gælder det om at komme med gode argumenter!  

 

Kort og godt: 

1. Læs rollekort og bilag godt igennem 
2. Beslut jer for hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes, er bedst
3. Forbered en åbningstale på ét minut 
4. Overbevis de andre lande! 

Turismens højsæde i Europa, verdensmester i både mængden af kulturarv og eksport af vin – Italien har historisk set været en af Europas stærkere økonomier, men det kan ikke længere siges at være tilfældet i dag. Blandt de otte lande, der sidder ved forhandlingsbordet i dag, er Italiens BNP per. Indbygger det fjerde laveste.

Arven fra den fascistiske planøkonomi, Italiens deltagelse i Anden Verdenskrig og et 19. århundrede med politisk uro internt i landet satte sine økonomiske spor i Italien. Dog ledte 1960’ernes økonomiske opsving til det, der i dag kaldes Italiens ”økonomiske mirakel”, hvor jeres land havde verdens hurtigst voksende vækstrate – men med massive CO2-udledninger og social ulighed som konsekvenser.  

Et af jeres lands største udfordringer i dag er den voksende ulighed mellem Nord- og Syditalien, og dette er en af grundene til den relativt lave BNP. Mens det højtudviklede industrialiserede Norditalien står for landets største virksomheder og økonomisk fremdrift, er Syditalien præget af sin tunge landbrugs- og industrisektor og har en dobbelt så høj arbejdsløshed. Jeres land er således også det land med den højeste arbejdsløshed ved forhandlingsbordet i dag. Italiens økonomi er præget af ulighed, inflation og sårbarhed overfor kriser, og derfor er det heller ikke klimaet, der er den italienske befolknings største bekymring, men økonomien.

Jeres land står overfor et massivt dilemma, når det gælder de europæiske klimamål: Industrien og landbruget skaber arbejdspladser for italienerne, og jo mere sektorerne styrkes økonomisk, desto mere falder den store arbejdsløshed, der er jeres befolknings største hovedpine. Samtidig er der ingen tvivl om, at det er industrien og landbruget, der skal lægges om, hvis Italien skal nå i mål. Og hvis sektorerne skal lægges om, vil det blive på bekostning af arbejdspladser.

”Det kan ikke antages, at vi skal afvikle vores økonomi og virksomheder for at starte den grønne omstilling. Den grønne omstilling og den miljømæssige bæredygtighed skal gå hånd i hånd med social og økonomisk bæredygtighed”. Jeres premierminister Giorgia Meloni har gjort det klart ved adskillige EU-forhandlinger, at hvis Italien skal støtte grønne EU-direktiver, må det ikke være på bekostning af den italienske økonomi og konkurrenceevne.  

Italien har derfor af flere omgange blokeret for gennemførelsen af Fit for 55-direktiver: Bl.a. forbrændingsmotor-direktivet, der vil skade Italiens bil- og togindustri, og direktivet om renovation af bygninger, som sætter seriøse krav til den italienske bygningsindustri, der i høj grad afhænger af fossile brændsler.

Også i de grønne NGO’er anerkender man den italienske fattigdomsproblematik: Det er afgørende for gennemførelsen af Fit for 55 i Italien, at den ikke trækker gulvtæppet væk under italienerne. Bekymringen blandt NGO’erne er, at hvis italienerne oplever en forværring af privatøkonomien, vil det øge modstanden mod den grønne omstilling, der i sidste ende kan give massive bagslag for det europæiske projekt. Og der er også grund til bekymring, for jeres land har i forvejen en af Europas højeste fattigdomsrater: I 2015 levede over 1,5 million italienere i ekstrem fattigdom. Italienerne har interesse i den grønne omstilling, men for at det grønne projekt ikke skubber italienerne ud over rampen økonomisk, vil det være nødvendigt med massive investeringer fra andre lande. 

Som det ser ud i dag, skal Italien skære næsten 100 millioner ton CO2 fra CO2-regnskabet inden 2030 for at nå de europæiske mål. Et enormt tal. Italiens omstilling til vedvarende energi har lange udsigter, da de forskellige industrielle sektorer fortsat er dybt afhængige af fossile brændsler.

Men modtager Italien slet ikke hjælp udefra, som skal hjælpe befolkningen med at nå i mål? Svaret er jo, det gør I. Det er ikke noget nyt, at Italien er en stor modtager af investeringer fra EU, når det gælder den grønne omstilling. Kommissionen har eksempelvis støttet med 450 millioner euro til produktionen af vedvarende brint, og 500 millioner euro til transportsektoren, der skal bruges på at uafhængiggøre sektoren fra fossile brændstoffer. Det overordnede fokus med de grønne investeringer i Italien er at fremme produktionen af vindenergi, solenergi og hydrogen, samt foretage energieffektivisering af boliger og bedre håndtering af vandressourcer. Alt sammen baseret på grønne teknologier, som flere af de andre EU-medlemsstater ved forhandlingsbordet i dag er eksperter i.

For at Italien kan nå i mål, er der uden tvivl behov for samarbejde med udenlandske partnere og anvendelse af grønne løsninger, produkter og teknologier udefra. Her har landene i Nord- og Vesteuropa særdeles gode muligheder for at bidrage.

Klimahærværk mod Leonardo Da Vinci-maleri Italienske lønmodtagere strejker!