Holland
Generel info om landet
I er en delegation af klimadiplomater, der repræsenterer den hollandske regering, og I har ansvaret for at lægge en strategi for dagens forhandlinger, der stemmer overens med Hollands interesser. Her er jeres opgaver:
- Først skal I læse dette rollekort, der giver jer en introduktion til, hvad det er for et land, I repræsenterer og hvilke udfordringer det står overfor i forhold til klimaforandringer – klik på megafonen og lyspæren i toppen af siden for at få ekstra information.
- Når I er færdige med dette rollekort, skal I bladre videre til det næste rollekort, som er specifikt for det dilemma, spillet handler om. Her vil I også blive introduceret for to mulige løsningspakker, som I senere skal forhandle med de andre EU-medlemslande om.
- I skal læse det næste rollekort og de forskellige bilag (lyspære og megafon) godt igennem.
- Derefter skal I beslutte jer for, hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes er bedst. Når I har gjort det, skal I forsøge at skabe alliancer med andre EU-lande og overbevise dem om, at det er jeres foretrukne løsning, der er den bedste.
- Når forberedelsestiden er færdig, mødes I med de andre EU-lande om forhandlingsbordet. Nu gælder det om at komme med gode argumenter!
Kort og godt:
1) Læs rollekort og bilag godt igennem
2) Beslut jer for hvilken af de to mulige løsningspakker, I synes, er bedst (næste side)
3) Overbevis de andre lande!
Hovedstad: Amsterdam
Sprog: Hollandsk
Indbyggertal: 17,6 millioner
Styreform: Parlamentarisk konstitutionelt monarki
Officielt sprog: Hollandsk
Valuta: Euro
I kommer fra et af de seks oprindelige EU-medlemslande, som med sine 41.540 kvadratkilometer er blandt EU’s mindste. Der bor til gengæld hele 17.590.672 mennesker, hvilket gør det til et af EU’s mest tætbefolkede lande. Faktisk er Holland et af de tættest befolkede lande i verden, og det består i vid udstrækning af byområder. Cirka 75% af befolkningen bor således i byområder. Klik på megafonen og lyspæren i toppen af siden for mere generel information om Holland.
Holland har en række meget konkrete udfordringer, når det kommer til klimaforandringer, og nøgleordene for dem er: fossil energi, oversvømmelse og pladsmangel.
Jeres land ligger i den høje ende, når man kigger på drivhusgasudledninger fordelt på EU’s medlemslande: i Holland udleder hver indbygger gennemsnitligt 9,8 tons drivhusgasser om året, mens EU-gennemsnittet ligger på omkring 7,2 tons per indbygger om året. Klik på lyspæren i toppen af siden for at sammenligne med de andre EU-lande, der deltager i dagens forhandlinger.
Næsten 90% af Hollands energiforbrug kommer fra fossile energikilder. Især naturgas har fyldt meget i det hollandske energimix, siden man i 1959 opdagede et af verdens største naturgaslagre i Groningen i den nordlige del af landet. Men udvindingen af gas har gradvist medført flere og flere jordskælv i Groningen med store konsekvenser for lokalbefolkningen, der har set deres huse gå i stykker for øjnene af dem. Det har medført store diskussioner om gasudvindingen og tvunget de hollandske politikere – blandet andet jeres regering – til at forpligte sig til gradvist at udfase den nationale udvinding af naturgas og betale store summer i kompensation til lokalbefolkningen i Groningen.
En af de allerstørste klimarelaterede udfordringer for jeres land er uden tvivl havniveaustigninger og risiko for ekstrem nedbør grundet klimaforandringer. Holland er i den særlige situation, at store dele af landet befinder sig under havniveau. Hollænderne har nemlig gradvist ”taget” landet tilbage fra havet, og i dag beskytter omkring 10.000 kilometer med diger langs kysten, floder og kanaler Holland mod oversvømmelse. Faktisk ligger en tredjedel af Holland under havets overflade, nogle steder ned til minus syv meter, og det gælder også det meste af den folkerige del af landet mod vest, der omfatter byer som Amsterdam, Haag, Rotterdam og Utrecht. Cirka 59% af Hollands overfaldeareal er i risiko for oversvømmelse, og hele 70% af den hollandske befolkning bor i områder, hvor der er risiko for oversvømmelse. Det er en alvorlig udfordring! Jeres land vil derfor også i de kommende år blive tvunget til at investere mange penge i at forstærke digerne.
Derudover er stigende temperaturer som følge af klimaforandringer især en udfordring i de mange byområder i Holland på grund af de mange veje og bygninger, der absorberer varmen fra solen og på den måde bidrager til højere temperaturer. Grøn vegetation giver skygge og afkøling, men I mange byområder mangler der grønne områder, der kan bidrage til at køle byerne ned.
Fordi Holland er et meget tætbefolket land, er det også en udfordring at finde plads til for eksempel nye vindmølleparker, solparker og andre grønne initiativer, der kræver plads. Som i mange andre lande møder disse initiativer desuden ofte modstand fra lokalbefolkningen i de områder, hvor man overvejer at opføre dem. Samtidig møder konkrete initiativer ofte modstand fra forskellige segmenter i befolkningen – for eksempel husejere, landmænd eller entreprenører, der frygter, at konkrete initiativer rammer dem for hårdt økonomisk. Der findes også politiske partier i det hollandske parlament, der fornægter klimaforandringer og ønsker, at Holland skal trække sig ud af internationale klimaaftaler.
Selvom I møder en del modstand mod klimainitiativer fra befolkningen og andre politikere i jeres land, er I blandt de EU-lande, der ønsker, at EU skal have en ambitiøs klimapolitik. I har forpligtet jer til at bidrage til de mål, som EU’s medlemslande selv har fastsat i Den Europæiske Grønne Pagt og EU’s klimalov i 2020. Her har medlemslandene forpligtet sig til:
- At EU's samlede udledning af drivhusgasser reduceres med 55 procent i 2030 i forhold til 1990
- At EU som en samlet blok skal være klimaneutral senest i 2050
Udover at være forpligtet til at leve op til EU’s klimalov, har de hollandske politikere selv vedtaget en hollandsk klimalov i juli 2019, som forpligter til en national reduktion af drivhusgasudledninger på 49% i 2030 og 95% i 2050 – begge dele i forhold til niveauet i 1990.