Det paradoksale ved landbrugssektoren i Spanien er, at den i stigende grad rammes af klimaforandringer men samtidig også selv bidrager til dem gennem udledninger af drivhusgasser. Derudover forbruger landbrugssektoren enorme mængder vand: sektoren tegner sig for 82,1% af alt det vand, der forbruges i Spanien. Det er især den del af landbruget, der bruger kunstvanding, der forbruger store mængder vand og på den måde samtidig bidrager til vandmangel og tørke. Dette kombineret med de høje temperaturer og den uregelmæssige og sparsomme nedbør, som klimaforandringerne medfører betyder, at Spaniens vandreservoirer flere steder i landet har nået et alarmerende lavt niveau. Det har ikke kun betydning for landbruget men også de spanske borgeres adgang til vand generelt samt andre økonomisk vigtige sektorer såsom den spanske turistindustri. Flere spanske politikere har flirtet med tanken om at nedlægge forbud mod swimmingpools for at spare på vandet, hvilket har medført stærke reaktioner fra især de spanske hoteller. De er bange for, at de vil få svært ved at tiltrække turister, hvis de ikke kan få lov til at køle ned i en pool på en varm spansk sommerdag.
Vandsituationen i Spanien er altså kritisk. Og det er en svær situation at løse, fordi der ofte er forskellige politiske og økonomiske interesser på spil. Et godt eksempel er jordbærproduktionen i Andalusien i det sydlige Spanien: Huelva-provinsen står for 98% af Spaniens bærproduktion og 30% af Europas. Der skal bruges cirka 300 liter vand til at producere 1 kg jordbær, men det vandreservoir, man hidtil har tappet fra i området, er ved at være tomt. En af grundene er, at nogle af landmændene i området har tappet vand fra ulovligt etablerede brønde og på den måde brugt mere vand, end man havde tilladelse til. Konsekvensen er, at landbrugsproduktionen i området er udfordret. Men lige ved siden af parken ligger Doñana Nationalpark, som både er på UNESCOs verdensarvsliste og et EU-beskyttet naturområde. Den er hjem for tusindvis af plante- og dyrearter – nogle af dem truede – og den er spisekammer for tusindvis af europæiske og afrikanske trækfugle. Situationen i området er så kritisk, at det har fået EU-Kommissionen til at true Spanien med økonomiske sanktioner, hvis landet ikke gøre mere for at beskytte nationalparken.
Der er mange andre områder i Spanien, hvor klimaforandringerne truer landbrugsproduktionen, for eksempel: vinproduktionen i La Rioja, hvedeproduktionen i Castilla y León, olivenproduktionen i Andalusien og kødproduktionen i Castilla-La Mancha.
Men hvordan kan man bedst komme problemet til livs?